5 GODE IDEER TIL AT HOLDE DIG OG DIN FAMILIE AKTIV HEN OVER SOMMEREN

Sommeren er over os og de faste foreningsaktiviteter er sat på pause. Ferietid kan også betyde, at de vante rutiner og træningsaftaler (med andre eller dig selv) måske er lidt ude af kurs for en stund ...  Til gengæld betyder ferietid ofte også mere tid til og med familien. Her er nogle gode ideer til, hvordan du kan holde dig aktiv - sammen med familien - i sommertiden.

 

1. TAG FAMILIEN MED PÅ GÅTURE

Det kan være i nabolaget efter maden, ned til og langs stranden, en længere tur i fjeldet eller noget helt fjerde.

Gang er godt for det fysiske og mentale helbred. Det kan gøres når som helst. Alle kan være med uanset alder og fysiske form. Er man gangbesværet kan man alliere sig med andre, så man stadig kommer ud nyder den friske luft. Gang med familien er en oplagt måde at kombinere motion og kvalitetstid med familien. Det giver fælles oplevelser og minder og tid til gode snakke. 

Er din familie friske på mere, kan du lægge nogle træningsøvelser eller intervaller med løb ind undervejs og få pulsen op hos store som små.

 

2. UDFORSK NATUREN SAMMEN

Børn nyder de små ting og elsker at opleve og lære nye ting. Det kan være en hyggelig tur for familien; Find insekter og snegle i naturen, snak om de dyr og planter, I møder på jeres vej. Find figurer i isfjelds-formationerne. I naturen er der rig plads til alle og masser af muligheder for at opleve, sanse, føle, lege og lære.

 

3. INVITER FAMILIE OG VENNER TIL GRILL OG FÆLLESAKTIVITET

Det er sæson for grill og lange lyse aftenener. Kombiner en hyggelig grill-aften med sjove aktiviteter, der dyrker sammenholdet, får pulsen lidt op og træner "grinemusklerne". Lav en tovtrækningskonkurrence, spil rundbold, kast sten efter sten (nakatarneq), gem en ting i området og lad andre konkurrere om at finde den, udfordre hinanden i stafetløb, sækkeløb eller anden sjov leg. 

 

4. LEG - MED BØRNENE

Leg og bevægelse er en god måde at flette motion ind i hverdagen. Tag aktiv del i legen. Vær et godt eksempel for dine børn (eller børnebørn) ved at være aktiv sammen med dem. Jo mere aktive vi er som forældre, jo større chance er der for at vores børn får en aktiv livsstil selv. Spil bold, tag på legeplads sammen, leg fangeleg, jorden brænder mm. Er det regnfuldt; hop i vandpytter eller leg pudekamp inde i varmen.

 

5. SVØM ELLER SOP I SØERNE

At bade i søerne kan være en kølig fornøjelse, selv om sommeren. Men det kolde vand aktiverer dit immunsystem, frigiver adrenalin og påvirker dit humør positivt. Er I ikke til det fulde kolde gys, så smid blot strømperne, smøg bukserne op og sop i søbredden.

Læs også: 5 TIP MERE: SÅDAN HOLDER DU DIG AKTIV I SOMMERFERIEN

Vi opfordrer alle til at overholde myndighedernes retningslinjer ift. Covid-19, så alle kan få en tryg og god oplevelse.

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok