Blog

GRØNLANDS IDRÆTSFORBUNDS TILBUD AF AKTIVITETER FOR 2018

GM PLAN 2018

AIR GREENLAND HOVEDSPONSOR FOR GRØNLANDS IDRÆTSFORBUND

Air Greenland har indgået og underskrevet en hovedsponsoraftale med Grønlands Idrætsforbund og skal bringe vores atleter frem og tilbage til Yellowknife, Canada, under Arctic Winter Games i South Slave i 2018.

 

Luftfartsselskabet har allerede en lang tradition for at sponsorere aktiviteter indenfor især sport og kultur, og selskabet er også fast støtte til Arctic Winter Games. Sidste år ved det grønlandske værtskab for Arctic Winter Games etablerede og organiserede Air Greenland med succes en luftbro mellem Kangerlussuaq og Nuuk på trods af vejret ikke viste sig fra sin bedste side. Derfor er det ikke helt fremmed at skulle løse den store logistiske opgave, det er at transportere så mange atleter.

 

Hos Air Greenland og den kommercielle direktør Maliina Abelsen, er det svært ikke at mærke begejstringen:

– Som hele Grønlands luftfartsselskab er vi stolte over endnu engang at være hovedsponsor og fortsætte samarbejdet med GIF og deres atleter. Der findes ikke bedre ambassadører for Grønland, og derfor er vi glade for i fællesskab at kunne promovere Grønland, siger Maliina Abelsen

 

Sponsoraftalen har en værdi af mindst 1.000.000 kr. i form af rabat, når GIF og de 175 deltagere chartrer Airbussen og Dash-8 fly for først at komme til Kangerlussuaq og siden til Yellowknife og tilbage igen.

 

– Grønlands deltagelse i Arctic Winter Games forudsætter et stort lokalt engagement i klubberne rundt omkring i landet. Air Greenlands sponsorater til sporten generelt og specifikt til Arctic Winter Games 2018, gør det muligt for vores børn og unge at udvikle deres talent og udvikle sunde værdier, fortæller Nuka Kleemann, formand for Grønlands Idrætsforbund, og fortsætter:

– 175 unge idrætsudøvere fra store dele af landet skal samles i South Slave og konkurrer i idrætsgrene som badminton, futsal, bordtennis, arctic sport, dene games, volleyball, snowboard og freestyle, langrend deltager. Alpin er ikke på programmet denne gang. I 2018 deltager samerne også i AWG og de rejser sammen med vores delegation.

 

For yderligere information kontakt:

  • Kommerciel direktør Maliina Abelsen
  • Bestyrelsesformand i GIF, Nuka Kleemann 55 64 64

IDRÆT ER FOR ALLE

Grønlands Idrætsforbund tager naturligvis stærkt afstand fra racisme hvilket også fremgår af det Etiske kodeks der skal følges af alle specialforbund.

Grønlands Idrætsforbund har modtaget en redegørelse fra Grønlands Boldspil Union om hændelsesforløbet vedr. afskedigelsen af landstræneren – en hændelse, der har været stærkt debatteret i medierne.

GIF har fulgt sagens gang og været klar i kulissen til at hjælpe et specialforbund på vej, men blander sig ikke i en konkret personalesag.

Da denne hændelse hvor landstræneren blev udsat for racisme skete, handlede GBU prompte og udelukkede den spiller der havde ytret sig racistisk. Derfor fulgte GBU GIF´s vedtægter og den konkrete sag, isoleret set, var lukket.

Grønlands Idrætsforbund er paraplyorganisationen for 9 specialforbund. De 9 specialforbund har deres egne vedtægter og er herre i eget hus hvorfor de selv varetager den daglige drift, her også personalesager.

Såfremt at GIF ser at midlerne der modtages fra landskassen og Tips og Lotto benyttes uhensigtsmæssigt af et specialforbund, eller på anden måde ikke lever op til vedtægter kan GIF skride ind og påpege overfor et forbund at der skal rettes ind.

GIF opfordrer til endnu engang at benytte denne situation til at lære fra og fortsat hjælpe og støtte fodbolden.

Inuss. / Med venlig hilsen /Best Regards
Formand, Nuka Kleemann

FOKUS PÅ IDRÆTSAKTIVITETER OG -FACILITETER I QEQQATA

Grønlands Idrætsforbund (GIF) og Elite Sport Greenland (ESG) står i spidsen for en række seminarer, der skal understøtte udviklingen af idrætsfaciliteter. Det første starter denne uge i Qeqqata Kommunia.

Det sker i Sisimiut d. 21. – 23. maj, hvor der gennem et seminar, samt en foreningsdag med fokus på sportslig udvikling, bliver sat fokus på ønsker til, behov for og muligheder ved at skabe og innovere idrætsfaciliteter.

 

  • Idræt er for alle og i GIF ser vi, at det er yderst vigtigt, at rammerne for fremtiden skabes i samarbejde med interessenter. I GIF håber vi på, at dette er startskuddet til, at der skabes løsninger, der rammer mange, hvor muligheden for en nem tilgang til faciliteter på tværs af idrætsgrene derved kan højne sundheden, udtaler Nuka Kleemann, formand for GIF.

 

I august 2016 stod GIF, ESG, Lokale- og Anlægsfonden (LOA) og Idrættens Analyseinstitut (Idan) bag landets hidtil største idrætskonference, hvor behov for idrætsfaciliteter og udvikling af idrætsaktiviteter i særlig grad blev italesat. Til konferencen var landets kommuner bredt repræsenteret af embedsmænd, offentlige og private instanser, foreningspersoner og ildsjæle. Selv om mange af de fremlagte ønsker og behov havde fællesnævnere, var der alligevel grundlæggende forskelle.

 

Repræsentanter, der kom fra Qeqqata Kommunia, italesatte i høj grad udviklingen af idrætsfaciliteter, som særlig vigtigt for at fremme idrætten. For at fortsætte arbejdet fra konferencen, skabe brede samarbejder og konkrete planer, iværksættes det første kommunale seminar nu for Qeqqata Kommunia.

 

  • I vores 4-årige strategi frem til år 2020 har vi blandt andet defineret udvikling af faciliteter som et indsatsområde. Vi er derfor rigtig glade for at kunne give mulighed for, at interesserede, der bor i Qeqqata Kommunia, kan blive mere konkrete om, hvad der skal udvikles på kommunalt plan. Vi ser frem til seminaret og til at møde alle kommunerne i den kommende tid, udtaler Malik Hegelund Olsen, formand for ESG.

 

I Sisimiut får GIF og ESG selskab af Idan og LOA, som ligeledes bidrog til sidste års konference og vil være med i det videre forløb i de resterende kommuner. Deres deltagelse er med til at sikre fremtidens facilitetsudvikling og bidrage til iværksættelsen af konkrete og målrettede projekter og planer.

Qeqqata Kommunia deltager selv som oplægsholder, og Selvstyret vil ligeledes være med til at bidrage til styrkelsen af idrætsfaciliteterne med deres viden og erfaringer.

Det er GIFs og ESG’s fælles ambition og målsætning, at tiltag som dette vil være med til at samle de forskellige aktører og brede samarbejder om at skabe helt konkrete og realiserbare planer og projekter til gavn for landets idræt – og alle de muligheder dens fremgang skaber for et socialt og sundt liv.

Senere på året vil der være seminarer i landets øvrige kommuner. Temaerne til disse vil være tilpasset specifikke ønsker og behov på stedet.

 

For yderligere oplysninger, kontakt Carsten Olsen: carsten@gif.gl

GRØNLANDSKE SVØMMERE KONKURRERER INTERNATIONALT I REYKJAVIK

Nanoq-holdet er Nuuk Svømmeklubs elitehold, der forud for deltagelsen i Reykjavik International Games 2017 tæller 9 svømmere.

GRØNLANDSKE SVØMMERE KONKURRERER INTERNATIONALT I REYKJAVIK

Mandag d. 23. januar tager Nanoq-holdet fra Nuuk Svømmeklub (Nuummi Naluttartut Klubbiat) til Islands hovedstad, Reykjavik, for at deltage i Reykjavik International Games 2017, hvor der konkurreres i talrige sportsgrene som atletik, badminton, alpinski og flere andre.

Nanoq-holdet, der har sin daglige base i svømmehallen “Malik” i Nuuk, dyster fra d. 27. til d. 29. januar mod svømmere fra adskillige forskellige lande. Tidligere stævner til Reykjavik International Games har haft deltagere fra Sverige, Danmark, USA, Færøerne, Tyskland og mange andre lande – og Nanoq-holdet svømmede sig i 2015 frem til en flot bronzemedalje.

 

Selvom svømning er en lille sportsgren i Grønland, er det med store ambitioner, at Nanoq-holdet tager af sted. Deres træner, Henrik Fenger Jeppesen, fortæller, at en særlig udfordring for de grønlandske deltagere er længden af svømmebanen. Stævnet afholdes i svømmehallen “Laugardalur”, hvor banens længde er 50 meter (en såkaldt langbane), hvilket er er dobbelt så meget som de næsten 25 meter, man kan prøve kræfter med i “Malik”. Udfordringen er, at de grønlandske svømmere skal vænne sig til at svømme markant længere på hver bane, hvilket har indflydelse på den sædvanlige svømmerytme og -taktik. Det er derfor noget, de arbejder fokuseret med for at forberede sig bedst muligt til stævnet, mens de ligeledes øver udspring fra startskammelen, vendinger og teknik.

Træneren fortæller videre, at motivation også er et meget vigtigt fokuspunkt for træningen – og at det dermed handler om at træne og fokusere på de områder, hvor udfordringerne særligt eksisterer.

På bane 2 springer en af de dygtige svømmer til RIG2016

Nuuk Svømmeklub startede op i 2003 med åbningen af “Malik”, og de har i de seneste år været fast deltager i internationale arrangementer. I det daglige er det klubbens frivillige ildsjæle, der gør det muligt, at så forskelligartede aktiviteter som babysvømning og kajakpolo kan finde sted. Nanoq-holdet svømmer tre gange om ugen – hvor fredagstræningen foregår tidligt om morgenen inden skolegang – og arbejder seriøst med teknik, taktik og at udvikle svømmefærdighederne. Det er vigtigt, når man skal deltage i stævner og ønsker at klare det godt.

Michelle Simonsen på 15 år fortæller, at hun har svømmet siden hun var lille, og at hun motiveres af Nanoq-holdets fællesskab og sammenhold. Men hun ønsker også at klare det godt til Reykjavik International Games 2017. Hun fortæller videre om svømning:

“Det, jeg godt kan lide ved svømning er udviklingen; at blive bedre til noget, jeg godt kan lide – det gælder faktiske alle ting, men især svømning – og så at slå sine egne rekorder.”

 

Disse ambitioner deles af Manu Bødker, der ligeledes er 15 år, som også ønsker at klare sig godt til stævnet og . Han fortæller, at “stemningen og konkurrencen ved internationale stævner gør, at man ønsker at gøre det så godt som muligt – og at man bliver spændt og oplever et “kick” og adrenalinsus, når man skal ud at præstere”.

Til træning i “Malik” svømmehal

Når Nanoq-holdet træner fremgår det tydeligt, at fællesskabet er en essentiel del af idrætten, hvilket da også kommer til udtryk, når de fortæller om deres bevæggrunde og motivation for svømning. Fællesskabet er med til at skabe et helt særligt hold med fokus på både konkurrence, træning og sammenhold, hvorigennem de fremstår som rollemodeller og forbilleder for svømmeklubbens yngre svømmere. Gennem deres årlige deltagelse i Reykjavik International Games er de samtidig med til at synliggøre Grønland i idrættens verden og skabe sportslige og kulturelle fællesskaber med andre lande, som bidrager til at udvikle svømning – og generelt idræt og idrætskultur – på et nationalt plan.

 


 

Læs mere om Reykjavik International Games på https://www.rig.is og følg Nanoq-holdet på Facebook på https://www.facebook.com/Nalu.gl/

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok