GRØNLANDSKE SVØMMERE KONKURRERER INTERNATIONALT I REYKJAVIK

GRØNLANDSKE SVØMMERE KONKURRERER INTERNATIONALT I REYKJAVIK

Nanoq-holdet er Nuuk Svømmeklubs elitehold, der forud for deltagelsen i Reykjavik International Games 2017 tæller 9 svømmere.

GRØNLANDSKE SVØMMERE KONKURRERER INTERNATIONALT I REYKJAVIK

Mandag d. 23. januar tager Nanoq-holdet fra Nuuk Svømmeklub (Nuummi Naluttartut Klubbiat) til Islands hovedstad, Reykjavik, for at deltage i Reykjavik International Games 2017, hvor der konkurreres i talrige sportsgrene som atletik, badminton, alpinski og flere andre.

Nanoq-holdet, der har sin daglige base i svømmehallen “Malik” i Nuuk, dyster fra d. 27. til d. 29. januar mod svømmere fra adskillige forskellige lande. Tidligere stævner til Reykjavik International Games har haft deltagere fra Sverige, Danmark, USA, Færøerne, Tyskland og mange andre lande – og Nanoq-holdet svømmede sig i 2015 frem til en flot bronzemedalje.

 

Selvom svømning er en lille sportsgren i Grønland, er det med store ambitioner, at Nanoq-holdet tager af sted. Deres træner, Henrik Fenger Jeppesen, fortæller, at en særlig udfordring for de grønlandske deltagere er længden af svømmebanen. Stævnet afholdes i svømmehallen “Laugardalur”, hvor banens længde er 50 meter (en såkaldt langbane), hvilket er er dobbelt så meget som de næsten 25 meter, man kan prøve kræfter med i “Malik”. Udfordringen er, at de grønlandske svømmere skal vænne sig til at svømme markant længere på hver bane, hvilket har indflydelse på den sædvanlige svømmerytme og -taktik. Det er derfor noget, de arbejder fokuseret med for at forberede sig bedst muligt til stævnet, mens de ligeledes øver udspring fra startskammelen, vendinger og teknik.

Træneren fortæller videre, at motivation også er et meget vigtigt fokuspunkt for træningen – og at det dermed handler om at træne og fokusere på de områder, hvor udfordringerne særligt eksisterer.

På bane 2 springer en af de dygtige svømmer til RIG2016

Nuuk Svømmeklub startede op i 2003 med åbningen af “Malik”, og de har i de seneste år været fast deltager i internationale arrangementer. I det daglige er det klubbens frivillige ildsjæle, der gør det muligt, at så forskelligartede aktiviteter som babysvømning og kajakpolo kan finde sted. Nanoq-holdet svømmer tre gange om ugen – hvor fredagstræningen foregår tidligt om morgenen inden skolegang – og arbejder seriøst med teknik, taktik og at udvikle svømmefærdighederne. Det er vigtigt, når man skal deltage i stævner og ønsker at klare det godt.

Michelle Simonsen på 15 år fortæller, at hun har svømmet siden hun var lille, og at hun motiveres af Nanoq-holdets fællesskab og sammenhold. Men hun ønsker også at klare det godt til Reykjavik International Games 2017. Hun fortæller videre om svømning:

“Det, jeg godt kan lide ved svømning er udviklingen; at blive bedre til noget, jeg godt kan lide – det gælder faktiske alle ting, men især svømning – og så at slå sine egne rekorder.”

 

Disse ambitioner deles af Manu Bødker, der ligeledes er 15 år, som også ønsker at klare sig godt til stævnet og . Han fortæller, at “stemningen og konkurrencen ved internationale stævner gør, at man ønsker at gøre det så godt som muligt – og at man bliver spændt og oplever et “kick” og adrenalinsus, når man skal ud at præstere”.

Til træning i “Malik” svømmehal

Når Nanoq-holdet træner fremgår det tydeligt, at fællesskabet er en essentiel del af idrætten, hvilket da også kommer til udtryk, når de fortæller om deres bevæggrunde og motivation for svømning. Fællesskabet er med til at skabe et helt særligt hold med fokus på både konkurrence, træning og sammenhold, hvorigennem de fremstår som rollemodeller og forbilleder for svømmeklubbens yngre svømmere. Gennem deres årlige deltagelse i Reykjavik International Games er de samtidig med til at synliggøre Grønland i idrættens verden og skabe sportslige og kulturelle fællesskaber med andre lande, som bidrager til at udvikle svømning – og generelt idræt og idrætskultur – på et nationalt plan.

 


 

Læs mere om Reykjavik International Games på https://www.rig.is og følg Nanoq-holdet på Facebook på https://www.facebook.com/Nalu.gl/

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok