Bliv gå-vært

 

Vi har en vision om at være verdens mest fysisk aktive land i 2030. Gang er for alle og gevinsterne ved at gå kan ikke undervurderes. Humøret stiger. Stressen falder. Og vi får mere overskud - både til os selv og dem omkring os. 



BLIV GÅ-VÆRT OG GØR EN FORSKEL

Bliver du glad af at gå ture i det fri og at dele disse oplevelser med andre? Har du lyst til at give din glæde ved at gå – eller løbe - videre til mennesker omkring dig? Så er rollen som gå-vært måske lige noget for dig. Bliv en del af et stærkt fællesskab og vær med til at få flere ud at gå!

En gå-vært er en person, som har en god energi og som trives ved og er god til at omgås med en masse forskellige mennesker. Ikke nødvendigvis én, der går langt eller hurtigt. 


NYSGERRIG PÅ AT VIDE MERE?


Lyder det som noget for dig, så hent vores oplæg om rollen som gå-vært og bliv klædt på med tips og tricks til, hvordan du opretter dit eget gå-fællesskab.

Her kommer vi blandt andet ind på:

  • Hvad der ligger i værtsrollen
  • Hvordan du kan opbygge dine gåture.
  • Tips til øvelser, der kan gøre gåturen sjovere.
  • Hvordan man kan organisere gå-fællesskabet (praktisk hjælp til opbygning af eksempelvis en Facebook-gruppe)

 

HVAD ER EN GÅ-VÆRT?

GÅ-vært?
En Gå-vært er en person, der arrangerer gåture for folk i den by/bygd, de bor i.

Hvad kræver det af mig?
Du skal have lyst til at dele din glæde ved at gå med andre og til at stå for at arrangere ture for jer. Det kræver ikke at du kan gå langt eller hurtigt.

Hvis du planlægger at vandre længere ture i naturen, er det vigtigt du ved, hvordan man orienterer sig i naturen. Og det er en fordel at kunne yde førstehjælp.

Hvor ofte skal jeg gå?
Det er helt op til dig, hvor ofte du vil gå. Nogle gør det kun én gang om måneden, andre gør det flere gange om ugen. Det er dit fællesskab, så du bestemmer :)

Hvad får jeg ud af det?

Ingen løn … Men til gengæld får du nye venskaber, nye kompetencer og nye oplevelser. Derudover giver det ’ro, glæde og overskud i hverdagen’, siger de gå-værter, vi allerede har talt med. Og nå ja, du kommer nok også i bedre form ;)



HVORDAN KOMMER JEG I GANG SOM GÅ-VÆRT?

  1. Hent vores gå-vært oplæg
    Her vil du blive klædt på til at starte dit eget gå-fælleskab og få tips og tricks til, hvordan du bliver en god gå-vært. 

  2. Sæt dine ture op. Vælg en rute. Du bestemmer selv tidspunkt, rute og længde for gå-turene - bare du er med. Husk at angive mødested.

  3. Promover dine gå-ture
    Nu er der blot tilbage at fortælle alle du kender og gerne vil lære at kende om dine gå-ture.
    Læs mere om, hvordan du kan sprede budskabet om dine ture her. 

FÅ EN GÅ-VÆRT VEST

Vælger du at blive gå-vært, så send os en video, mens du er på en tur; Fortæl os:

  1. Hvor du er fra
  2. Hvorfor du har valgt at oprette et gå-hold
  3. Hvad dine erfaringer er med det indtil nu

De 20 første gå-værter, der sender os en video, får en lækker gå-vært vest. Brug den på dine gåture.
Videoen sendes til gif@gif.gl. Angiv 'PISUTTA gå-vest' i emnefeltet.

DERFOR ER DET EN GOD IDE AT GÅ

  1. Gang er godt for helbredet, og forebygger sygdom
  2. Gang styrker din mentale sundhed og er godt mod stress og depression
  3. Gang øger din kondition
  4. Gang giver dig frisk luft og sollys (D-vitamin)
  5. Gang giver glæde og bedre søvn
  6. Gang giver dig bedre hukommelse, motivation, og bedre læring
  7. Gang kan dyrkes, når og hvor det passer dig
  8. Gang kræver ikke noget særligt udstyr
  9. Gang med andre er en oplagt måde at kombinere motion og socialt samvær
  10. Gang er for alle!
At være gå-vært giver mig glæde, ro og overskud. Jeg lever i nuet. Det giver så meget overskud, at ... ja, man er glad på livet.
- Jan Erik Pedersen, gå-vært for 'Gå væk kræft' i Nuuk.

Denne hjemmeside anvender cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på siden. Læs mere her

Ok